En social aktivitet
Rollespil som medie og social aktivitet er svært at sætte ord på. Vi mangler ganske enkelt begreber til at beskrive aktiviteten. Det gælder for så vidt både når vi snakker om rollespil med hinanden, eller når vi skal forklare udenforstående hvad det går ud på. Selve begrebet rollespil er et ord, der går sig helt tilbage til mediets barndom i begyndelsen af 70'erne. Er det et spil? Spiller man roller? Ordet en 1:1-oversættelse af det engelske begreb roleplaying game, og alle dele af det engelske ord kan have forskellige betydninger på dansk. Roleplay, for eksempel, kan være at rollespille, det kan være et rollespil, eller ligefrem rolleleg. Lidt ligesom game både kan betyde spil og leg på dansk. Alt det er på sin vis ligegyldigt, fordi begrebet er så integreret i det, vi forstår ved mediet, så der er ingen grund til at prøve at omdefinere det, vi må leve med det som det er.
Hvad laver vi?
Hvis man spørger folk, der spiller rollespil, hvad det er de laver, så får man mange forskellige svar. En sammenligner med Dungeons & Dragons, en anden beskriver det som kooperativ historiefortælling, en anden igen siger, at det handler om at udforske en setting og så videre. Rollespil er i bund og grund en samtale. Det er et medie hvis aktivitet består af en samtale, og det vigtige ved mediet er at lytte. Man kan også sige, at mediet er selve det at lytte. Deltagerne i et rollespil lytter til det, der bliver sagt i samtalen og inkorporerer det i deres eget bidrag til samtalen. Når man som spiller har fortalt noget, der senere bliver inkorporeret af en anden spiller, så er det hermed etableret i spillets fiktion, og man er blevet hørt. Lige præcis her ligger det som på engelsk kaldes "agency", der i rollespil er det at blive hørt, at blive lyttet til. Og det er ikke nok bare at blive lyttet til i den generelle samtale, det er også nødvendigt at ens bidrag bliver inkorporeret i fiktionen. Nu sagde jeg fiktionen. Selv om rollespil ikke er historiefortælling som sådan, eller i hvert fald ikke som sin grundform, så er fiktion stadigvæk et biprodukt af aktiviteten. Når vi spiller rollespil og samtaler og lytter til hinanden og inkorporerer, så kan vi altså ikke undgå at skabe fiktion ved siden af. Vi er med andre ord alle medforfattere og publikum til den fiktion, der produceres som følge af vores aktivitet. Rollespil er altså en fælles social aktivitet ligesom andre former for fælles sociale aktiviteter – fx at spille musik eller fodbold – der har sine egne særegne egenskaber. Som deltager har du fx autoritet over noget i spillet. Du er underlagt nogle begrænsninger eller restriktioner. Ingen ved, hvad der kommer til at ske i spillets fiktion, og fiktionen vil støde på uvisheder som skal afgøres, og vil som følge heraf ændre sig undervejs uden at nogen ved, hvordan det vil ende.
Regler
Aktiviteten rollespil er et medie og et medie er noget man kan udtrykke sig igennem. Der er ingen grænser for, hvad man kan putte i et medie, det er helt op til vedkommende, der udtrykker sig igennem det. Ligesom i andre aktiviteter og medier er der regler for hvad man gør og hvordan man gør det. Reglerne er defineret som det, vi gør, og det vi respekterer (overholder), når vi sidder omkring bordet og rollespiller. Det er altså ikke reglerne i regelbogen, jeg snakker om. Det er klart, at der er en masse vejledning og inspiration i regelbogen, som vi måske eller måske ikke følger, når vi spiller. Og reglerne er meget individuelle for den pågældende gruppe, der spiller med hinanden. De giver en ramme vi kan agere inden for, de er en indskrænkning af kommunikationen, man kunne måske også sige en restriktion. De er, når vi afgør hvad der sker, når der opstår uvished eller tvivl i spillets fiktion, fx i en konfliktsituation, for at nævne noget alle rollespillere kender til. Reglerne giver spillet egenskaber, de retter eller korrigerer det ikke.